Syrien Syrien er et jomfruland at rejse i. Der er ikke megen turisme, befolkningen er gæstfri og man bliver taget rigtig godt imod som dansker; måske fordi vi er kendte for nogle spændende arkæologiske projekter især i Hama og i Palmyra. Og nord for Damaskus husker befolkningen stadig danskerne for den ydre mission, som bl.a. affødte skole og hospital.
Syrien er et stort land og er man til rundrejser kan det anbefales at bygge den op over byerne Damaskus, Aleppo, Deir ez-Zor ved Eufratfloden og Palmyra. Vi kan også anbefale, at man deler opholdet mellem Damaskus og Aleppo og med udgangspunkt i de to byer tager ud på de mange spændende udflugtsmål. Så bliver det muligt i det nordlige Syrien at besøge Simon søjlehelgens basilika og tage ud til Middelhavet ved oldtidsbyen Ugarit. Fra Damaskus kan man besøge Krak des Chevaliers, Palmyra og Bosra og hvis det har interesse klostrene i to nærliggende landsbyer Ma'alula og Seydnaya. Damaskus i sig selv er en vældig pulserende by, i hvis gamle bymidte man kan gå ad "Den lige gade", der nævnes i Apostlenes gerninger, besøge den store tempelplads og se mindestedet for hvor Paulus blev hjulpet ud af byen. Basargaderne og Nationalmuseet i Damaskus bør også stå på programmet. |
|