I det nordlige Jordan ligger 4 ruinbyer fra oldtiden: Jerash, Umm Qais, Pella og Umm al-Jimal. Jerash er beliggende kun 51 km nord for Amman og er en af de bedst bevarede provinsbyer i Romerriget og bærer stadig præg af de mange imponerende offentlige bygninger , der blev opført omkring år 100 e. Kr. f. . Umm Qais er det antikke Gadara, der indgik i den række af byer som fik navnet Decapolis. Gadara nævnes i Det nye Testamente. Fra Umm Qais er der udsigt over Genesereth Sø og Golan højderne i nord og Jordandalen i vest. I Jordandalen, sydfor Huseinbroen, ligger en arkæologisk perle: Pella i dalen Wadi Jirm. Tidligere velhavende bispesæde. Alene udsigten ned over Jordanfloden gør stedet til en fin seværdighed. Noget længere ude mod øst, 10km syd for den syriske grænse ligger Umm al-Jimal, en tidligere karavanestation, som romerne befæstede i det 4. århundrede og i mange generationer var en vel fungerende provinsby. For arkæologisk interesserede vil det især være hverdagslivet der kan aflæses her. Når først man er kommet ud i denne del af det nordlige Jordan er det absolut værd at aflægge et eller flere besøg på de mange ørkenborge: i omegnen af Jordans 3. største by Zerqa: Qasr al-Hallabat og Hammam as-Sarakh. Længere ude mod øst i retning af den irakiske grænse i oasebyen Azraq ligger borgen Qasr al-Azraq. Herfra samlede den legendarisk Lawrence af Arabien og den arabiske emir Feisal deres tropper inden de i 1918 drog ind i Syrien og erobrede Damaskus. Øst for Amman ligger to af de bedst bevarede ørkenborge: Qasr Amra og Qasr Kharaneh. | I det sydlige Jordan ligger den største arkæologiske seværdighed i Jordan: Petra. I det 4. århundrede begyndte det arabiske nomadefolk, nabatæerne, at blive bofaste med sæde i karavanebyen Petra. Som århundrederne gik blev det til en blomstrende by og nabatæerne efterlod sig de fineste monumenter hugget ud i klippernes rosa, gyldne og grå farver. Berømt er den lange snævre klippesprække man skal igennem for at komme frem til det første store monument, "skatkammeret", al-Khazneh, men der er meget meget mere. Sæt god tid af. Man kan komme til Petra ad to veje: 1) Fra Amman ad den såkaldte Kongevej. Det vil i såfald være oplagt på vejen at besøge Nebo bjerg. Herfra er der vid udsigt over Det døde Hav og Jeriko oasen. Nebo bjerg anses i lokalhistorien for at være stedet hvorfra Moses så ind over "Det forjættede Land". I nærheden ville det i såfald være relevant at standse op i Madaba og se det byzantinske mosaikkort over Det hellige land og Jerusalem, samt kopien af den såkaldte Mesha-stele, der beretter om nogle af kampene mellem israelitterne og moabitterne for ca. 3000 år siden. På vejen sydover kan man besøge ruiner af Herodes den Stores Makærus borg eller korsfarerborgen Kerak. 2) Man kan også komme til Petra fra Aqaba ved Det røde Hav. I det hele taget vil nogle feriedage i Aqaba ganske givet være en lise for sjælen. Fra Aqaba kan man også drage ud i den enestående ørken Wadi Rum. Sæt god tid af. |